Elever som trafikeksperter 

 

Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028. 

Formålet med projektet er at øge børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi ved at bringe science-undervisningen ind i et virkeligt projekt, der normalt udføres af trafikingeniører. Parallelt hermed skal projektet dokumentere og kommunikere potentialet i at inddrage elever til at løse trafikproblemer ved skoler. 

Projektet udføres på i alt 17-19 grundskoler og 2-4 gymnasier på en periode over fem år.  

Udviklingsfasen

Udvikling af undervisningsmateriale og afprøvning af forløb på
grundskoler og gymnasier.
År 2024-2025.

1

Udbredelsesfasen

Det integrerede forløb udbredes til de øvrige skoler.
Undervisningsmaterialet tilpasses i mindre omfang
og der måles effekt løbende. År 2026-2028.

2

Evaluering

Projektet evalueres ud fra de forventede resultater.
Resultaterne indsamles løbende og samles i en
afsluttende evalueringsrapport. År 2028

3

Projektets indhold

Det forventes, at der udføres projekter på 17-19 grundskoler i sit fulde forløb. Derudover udføres der tre kortere forløb på tre skoler, hvor kommune og skole selv skal varetage flere opgaver. De korte forløb forventes udført i samarbejde med kommuner, der har deltaget med et længere forløb. 

Projektet udføres desuden på 2-4 gymnasier. Der udføres to forløb, hvor der afprøves hvilke dele fra grundskolen, der kan overføres til gymnasier. Det vurderes herefter om der skal udbredes til flere gymnasier end de to. 

Undervisningsmateriale 

I samarbejde med Engineer the Future udvikles et undervisningsmateriale, der skal anvendes af skoler enten i samarbejde med den lokale kommunes ingeniører eller på egen hånd. på sigt.  Det er nødvendigt, at skolerne indgår i et samarbejde med kommunen i en eller anden form for, at projektet kan udføres som i dette projekt. Undervisningsmaterialet baseres på engineering-designprocessen. Mange lærere og ledere kender til engineering-didaktikken i forvejen, og det vil give større genkendelighed til projektet på skolerne.  

Dette materiale forventes at kunne blive udgivet i slutningen 2024. 

Der udvikles også et undervisningsmateriale til gymnasier senere i processen. Første version forventes udgivet i slutningen af 2025. 

Elever som eksperter og ambassadører 

Trafik i Børnehøjdes metode er baseret på at se eleverne som eksperter. Eleverne besidder en vigtig viden for en trafikingeniørs arbejde, da de kender til trafikken på skolevejene på alle årstider og i alt slags vejr. Ud over at være eksperter spiller eleverne en vigtig rolle i at være ambassadører.  

Eleverne bliver motiverede for at præsentere deres løsninger, fordi de oplever, at det er deres projekt og vil i projektet fungere som guider i en rundvisning for mindre klasser, hvor de præsenterer deres trafikløsninger. På den måde bliver de ambassadører – forstået som rollemodeller.  

I projekterne på gymnasier vil vi undersøge, hvorvidt denne ambassadørrolle kan fungere. Det vil med stor sandsynlighed være meget svære med denne aldersgruppe.

Teknologi i projektet - effektmålinger 

I projektet anvendes teknologi fra en trafikingeniørs arbejde. Det giver projektet endnu en virkelighedsnær dimension. Tidligt i projektet foretages en førmåling til analyse af trafikken og senere evalueres projektet med en eftermåling. Det sker ved følgende to metoder: 

  1. Videoanalyse med tracking: Denne metode giver en meget visuel indsigt i trafikken. Med tracking registreres alle trafikanter og kan adskilles efter trafikanttype, hvorved fx alle cyklisters ruter kan ses med en farve og alle biler i en anden farve. Teknologien giver også mulighed for præcise og stedbestemte hastighedsmålinger og trafiktællinger efter trafikanttype. 

  2. Maptionnaire, interaktivt kort til registrering af tryghed: Dette program er et spørgeskemamodul integreret med muligheden for at udpege utryghed/tryghed på specifikke lokationer på et kort.  

Disse teknologier sættes ind i en kontekst af science-undervisning, og der udvikles opgaver, der gør, at eleverne får en trafikfaglig indsigt i problemerne og i udviklingen i trafikken. Der udvikles alternative opgaver til de projekter, hvor skolerne udfører forløbet uden teknisk forvaltning.  

Prøvehandlinger - virkelige prototyper 

I projektet anvendes prototyper –også kaldet prøvehandlinger - som metode til at afprøve trafikløsninger. Ideen er at afprøve tiltag i en midlertidig periode og herudfra evaluere, hvilken effekt tiltagene har haft. Metoden anvendes på den måde som dialog for at blive klogere på en endelig løsning. Den endelige fysiske løsning forankres hos kommunen, og skolen har ansvaret for at fastholde den ønskede trafikantadfærd. 

Derudover har prøvehandlinger en stor pædagogisk styrke ved, at eleverne kan være med til at designe fysiske tiltag her og nu. RawMobility indgår som sparringspartner i forhold til at udvikle trafikløsninger. 

Workshops til forankring og udbredelse 

Ved forløbets afslutning afholdes en forankringsworkshop med skole og kommune, der skal afdække, hvordan alle parter bidrager til forankringen. Deltagerne er repræsentanter fra den deltagende klasse og fra elevrådet samt lærere, skoleleder, forvaltning og evt. Politiker. 

 Når projekterne på de udvalgte skoler i en kommune er udført, afholdes en workshop for lærere. Workshoppen afholdes under overskriften ’Virkelighedsnær science-undervisning – elever som trafikeksperter’. Workshoppen udføres i samarbejde med den kommunale ingeniør for at skabe kontakten til nye projekter mellem lærere og ingeniører.  

Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne.
Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028.