Kys-og-kør i skolegården lukkes
Video fra elevers tale med tidligere kys-og-kør i baggrunden
Før sommerferien gennemførte vi første runde af et trafikforsøg på Sophieskolen i Guldborgsund Kommune. Eleverne havde undersøgt trafikken omkring skolen og udviklet løsninger, som skulle gøre skolevejen tryggere og få flere til at gå og cykle.
Evalueringen viste, at der var behov for at gå mere drastisk til værks.
Derfor lukkes kys-og-kør-området i skolegården nu helt for biler. Forældre, der kører deres børn i skole, skal i stedet bruge Bella og Bobs kys-og-kør længere væk fra skolen.
Samtidig indføres der indkørselsforbud på Niels Hemmingsens Vej ved rundkørslen om morgenen. Biltrafikken ledes ind ad Poul Martin Møllersvej og ud ad Niels Hemmingsensvej, så der bliver bedre plads til cyklister. Smutvejen bag Bobs kys-og-kør udvides også, så både gående og cyklister kan bruge den.
Se kortet.
Fra kys-og-kør til skolegård
Eleverne, som nu går i 6. klasse, har selv været med til at præsentere ændringerne for resten af skolen.
Som de forklarede i deres tale:
"Her holdt biler i kø for at sætte børn af. Nu er det i stedet blevet en del af skolegården. Det giver mere plads til os elever og færre biler lige foran skolen."
Elevernes rolle stopper altså ikke, når løsningerne er udviklet. De er også med til at forklare ændringerne og få resten af skolen og forældrene til at bruge dem.
En løsning kan forbedres
Forløbet er samtidig et godt eksempel på, hvorfor vi arbejder med afprøvninger. Før sommerferien prøvede vi en række løsninger af. Evalueringen viste, at der var behov for at gøre mere.
Nu afprøver vi de mere markante ændringer og evaluerer efterfølgende, hvilken effekt de har haft med spørgeskema, workshops og videoanalyse til sammenligning med data før tiltagene.
Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028.