20 % færre biler og markant flere gående og cyklende elever efter indkørselsforbud

Resultat fra videoanalyse før og efter indkørselsforbud

På Vonsild Skole i Kolding pegede skolens 8. klasse særligt på den store mængde biltrafik, der var på vejen foran skolen om morgenen. Trafikken på vejen gjorde selv elever i en alder af 14-15 år utrygge, når de skulle cykle i skole.

Løsningen blev, at der blev indført et indkørselsforbud fra kl. 7.30 – 8.15 på Catolhavegyden - vejen foran Vonsild Skole.

Videoanalyser gennemført af Raw Mobility viser, at biltrafikken er faldet med 20 % som følge af projektet. Ud over indkørselsforbuddet bestod projektet også af en ny kys-og-kør på hallens p-plads, en spændende rute for skolens yngste elever fra kys-og-kør hen til skolen med hinkeruder og maskotterne Inge og Hans samt en ny rute for skolens fodgængere, der skal føre eleverne hen til indkørselsforbuddet på Catholhavegyden, så det er nemmere for dem at krydses vejen til skole.

De færre biler på bl.a. Catholhavegyden har givet mere plads til de bløde trafikanter og har bidraget til en mere overskuelig og tryg morgentrafik for skolens elever.

Det er tydeligt at se på før- og eftermålingerne, hvordan indkørselsforbuddet har skabt mere plads til cyklister og fodgængere på vejen. Før var der en del biler på vejen om morgenen, hvor der nu er mange flere cyklister.

Videoanalyse før tiltag

Videoanalyse efter tiltag

Det er derfor interessant at kigge på udviklingen i antallet af cyklende elever.
Ved førmålingen blev der registreret 106 cyklister, mens der ved eftermålingen blev registreret 201 cyklister. Når der korrigeres for årstidsvariation, svarer det til en stigning på 25 % flere elever, der cykler til skole.

Også antallet af fodgængere er steget. Her viser målingerne en udvikling fra 109 til 139 personer hvilket svarer til en stigning på 36 %.

Som en del af evalueringen sendte vi spørgeskemaer ud til alle forældre på skolen.
Resultatet viste, at 35 % af de adspurgte forældre mente, at Catholhavegyden var blevet meget mere eller mere tryg at færdes på. I førmålingen var det kun 9 % af forældrene, der var trygge ved dette sted.

Trafikforsøg

Sammen med skolebestyrelsen har vi evalueret projektet, som er et forsøg. Skolen har været meget tilfreds med forsøget og næste skridt er nu at nå til enighed om, hvordan den permanente løsning skal se ud. Og ikke mindst hvordan skolen kan bakke op ved at gentage nogle af de kampagner og undervisningsaktiviteter, der også har været en del af projektet.


Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028. 

 
Næste
Næste

En færdselskontaktlærer der gjorde forskellen