Når elever underviser elever: Cykelbane skaber glæde og trygge trafikanter
Hvordan får man flere børn til at cykle i skole – og samtidig føle sig trygge i trafikken?
På Herlev Byskole afd. Elverhøj samt Eskilstrup Skole i Nykøbing Falster har eleverne, som en del af projektet, ‘Elever som trafikeksperter’, taget en særlig cykelbane i brug.
Cykelbanen er udviklet af Rådet for Sikker Trafik og henvender sig til elever i 4.-6. klasse, men kan også bruges til yngre elever.
Først afprøvede 5. klasserne selv cykelbanen, og efterfølgende stod de for undervisningen af skolens 3. klasser.
Læring i børnehøjde
På cykelbanen har 5. klasserne guidet de yngre elever gennem forskellige cykeløvelser og trafiksituationer. Her øver de blandt andet at orientere sig, give tegn og stoppe korrekt.
Undervisningen foregik inde på skolens område - i en skolegård - hvor der både er plads og tryghed til at øve sig.
Det særlige ved forløbet er, at undervisningen foregår i øjenhøjde. Når børn lærer af børn, skaber det en tryg og genkendelig ramme, hvor det er lettere at stille spørgsmål og øve sig – også i det, der kan være svært.
Samtidig styrker det de ældre elevers egne kompetencer, når de skal formidle og gå forrest som gode rollemodeller i trafikken.
Det har helt sikkert skabt ejerskab og motivation for 5. klasserne, at de selv har afprøvet banen. På den måde ved de, hvilke øvelser der er svære og ved, hvordan de kan guide de yngre elever igennem banen på en god måde.
En del af en større indsats
På begge skoler er cykelbanen en del af det samlede projekt, hvor eleverne i flere måneder har arbejdet hen mod at forbedre trafiksikkerheden omkring skolen for at få flere elever til at vælge aktive transportformer til og fra skole. På begge skoler har der været tale om relativt drastiske tiltag, hvor det er vigtigt at flere begynder at cykle.
Motivation gennem fællesskab
For at bakke op om indsatsen på cykelbanen – og for at cykling ikke skal ende med at blive en engangsoplevelse i skolegården - kombineres cykelaktiviteterne med en konkurrence, hvor skolernes klasser dyster om at have flest elever, der går eller cykler i skole.
Men netop arbejdet med cykelbanen viser, at motivation ikke kun handler om konkurrencer – det handler også om kompetencer og tryghed. Når man føler sig tryg og sikker på cyklen, er det langt lettere at vælge den til - både for børnene og deres forældre.
Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028.